Trekroner Kulturhus
Trekroners kulturelle samlingspunkt
Fællesskaber gror og blomstrer ikke af sig selv, men har brug for at blive passet og have et sted at vokse og folde sig ud. De har gavn af, at der er noget, der binder dem sammen. At fællesskaberne kan bestøves med nye ideer og nye medlemmer. Trekroner Kulturhus skal være samlingspunktet for det kulturelle Trekroner. Det skal være det sted, der kan få alle de små skud til at spire og vokse sig store. Det skal også være her at borgerne i Trekroner kan mødes i mindre, frivillige og skabende fællesskaber. Vi drømmer om fællesskaber for unge, for voksne, for ældre og på tværs af alder og køn. I Trekroner Kulturhus kan der blive rum til at udfolde fællesskaber omkring musik, bøger, keramik, strik og meget andet. En hyggelig aften med et foredrag. En (børne)teaterforestilling. En rockkoncert. En god film. Et kunsthåndværksmarked. Helt enkelt Trekroners kulturelle samlingspunkt og mødested.
Hvad er historien bag ideen med Trekroner Kulturhus?
KultØst blev oprettet som forening i 2020 med den vision at skabe et levende kulturliv i Trekroner. En central del i den vision er at etablere et kulturhus i laden ved Skademosegård på Højbakken 2 i Trekroner. Indtil nu har vi arrangeret koncerter på plænen ved Skademosegård, lavet teaterskole, litteratursalon og haft sommerbiograf.
Vi har i dag en brugsaftale med kommunen om laden ved Skademosegård og er aktuelt i dialog med Roskilde kommune om at renovere laden, så den kan bruges til kulturhus. Håbet er at få renoveringen på kommunens budget for 2025.
Tanken er, at kulturhuset drives frivilligt som et aktivitetsstyret kulturhus. Det vil sige, at det drives af en gruppe af frivillige, som også vil være dem, der engagerer sig i husets forskellige aktiviteter ligesom på Fjordglimt, INSP eller KulturCosmos.
Folkeaktier for Trekroner Kulturhus
I sommeren 2023 fik vi tilladelse fra indsamlingsnævnet til at indsamle midler til at støtte tilblivelsen af Trekroner Kulturhus. Der er to formål med folkeaktierne. Vi vil vise den lokale opbakning til kulturhuset overfor Roskilde Kommune og offentlige og private fonde. Vi vil bruge de indsamlede midler til at indrette kulturhuset og skubbe nye aktiviteter i gang.
Hvordan kan jeg hjælpe?
Din hjælp kan altid bruges. Uanset om du har en god idé til en ny aktivitet til kulturhuset, eller bare vil give en hånd med, når der er brug for det.
Fordi vi er en lokal forening, og fordi vi allerede har en god dialog med kommunen, så kan KultØst være med til at gøre vejen fra idé til virkelig kortere. Har du en god idé, så er du altid velkommen til at kontakte os for at høre om de muligheder, der er i KultØst. Men fordi vi er aktivitetsstyret, så skal du være klar til selv at skubbe aktiviteten i gang. Vi vil på den anden side gøre, hvad vi kan for at hjælpe.
Kontakt os på info@kultost.dk